Lad mig lige starte med at sige, at jeg faktisk er ret glad for Skagenfood. Det er nogle superlækre ting de leverer i fisk- og kødafdelingen, og hvem kan lige klage over at få bragt frisk fisk og lækkert kød lige til døren til rimelige priser?
Deres økologiske frugtkasse er også ret udmærket, og så er den heller ikke særligt dyr. Jeg er bare virkelig en skovl til at få spist op, så nu sad jeg lige og ville opsige den et stykke tid, fordi det bare slet ikke er billigt længere, når halvdelen af kassen ender med at rådne op. Igen, fordi jeg er en skovl, ikke fordi der er noget galt med det. Men hvad sker der så, når jeg går ind for at afmelde abonnementet?
Jeg bliver da mindet om, hvorfor jeg i sin tid endte med bare at feriemelde de næste 8 uger i stedet for reelt at afmelde abonnementet: Man KAN ikke afmelde abonnementer via deres hjemme side! Ændre dem, ja, på alle mulige og umulige måder, men slette dem? Nej, så skal du sende en mail til deres kundeservice. Dårlig service, Skagenfood! Det er jo sådan noget der gør, at tumper som mig, der er virkeligt dårlige til at tage sig sammen til sådan noget, ender med at spilde en masse penge. Det er altså ikke godt! Og ja, det er da min egen åndssvage skyld, at jeg ikke bare får nosset mig sammen, men altså, hvor svært er det LIGE at have en "Afmeld abonnement"-knap også? Jeg *mener* de havde den for længe siden, men så lavede de ny hjemmeside. Jeg skal dog ikke kunne sige det med sikkerhed, og jeg kan jo sjovt nok ikke tjekke, men jeg er næsten sikker. Hvorfor skulle den fjernes? Og alternativt, hvis det er mig der husker forkert, hvorfor er der ikke en til at starte med?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar