Viser opslag med etiketten Nørderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nørderi. Vis alle opslag

onsdag den 6. august 2014

Det' dælme go' musik #1

Det' dælme go' musik bliver indlæg med musik, der af en eller anden grund fanger mig i det øjeblik. Der vil sikkert være gengangere bandmæssigt, og noget af det vil sikkert også være lidt sært. Der vil altid medfølge en forklaring på, hvorfor jeg synes det er god musik, også når jeg selv synes det er ret indlysende.


Omnia laver ret fed musik generelt. Der er dog nogle "smuttere" ind imellem, hvor jeg tænker "Ej, vel?", men det her er absolut ikke en af dem. Wytches Brew er Shakespears hekse fra MacBeth sat til blandt andet trommer og drejelire, og det er simpelthen bare så fedt! Det er en af mine absolutte favoritter med dem. Jeg kunne supergodt tænke mig at komme til koncert med dem engang. Irriterende nok optager de ofte deres albums i Danmark, men der bliver ikke booket nogle gigs med dem. Die Dummen Dänen! De har også lavet andre rigtigt fine ting, og de kommer nok senere, men jeg nøjes med en sang per post. Ellers bliver det hurtigt omfattende.

mandag den 28. juli 2014

Sarkastisk gensyn med ordnørderi

Jeg blev lige mindet om en af mine favorittumblrs, da en blogger jeg lige har siddet og læst hos nævnte, at hun elsker Twilight. Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig har læst bøgerne. Jeg har simpelthen ikke haft lyst bedømt ud fra, hvad jeg har hørt rundt omkring og de uddrag jeg har læst. Til gengæld er jeg supermeget en ordnørd og lidt en kælling, der godt kan lide at grine af andre. og det er der rig lejlighed til hos Reasoning With Vampires:



Hun har købt bøgerne og sprættet ryggen af dem for på den måde at være i stand til at scanne siderne ind og indsætte sine kommentarer på den originale tekst. De er derfor ikke skrevet ind og alle fejl og sære formuleringer er altså udelukkende Stephenie Meyers. Det er sarkasme på højt plan og ærligt talt hylemorsomt! Jeg tror, jeg ved, hvad de smeltende hede sommernætter skal bruges på de næste par døgn, når jeg alligevel ikke kan sove for varmen. Der er i øvrigt også en masse tips til korrekt engelsk, som regel givet ud fra "This is what you shouldn't do" markeret i teksten og derefter rettet. Jeg tror, det er det tætteste, jeg nogensinde kommer på at læse Twilight.