Viser opslag med etiketten Hverdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hverdag. Vis alle opslag

tirsdag den 5. august 2014

Det der med tålmodighed

Det er jeg ikke så god til. Jeg har lige bestilt en ny telefon. Den gamle virker ganske vist stadigvæk, men jeg synes den er ved at være lidt træls, blandt andet fordi den interne hukommelse kun er på 1 GB. I ved, den der ikke kan udvides og som bruges til de ting, der gør at telefonen kan køre.

Så jeg håber, håber, håber at den kommer torsdag, inden jeg skal af sted til Herlev og først kommer hjem mandag igen! Åh, jeg holder bare ikke til at vide, at den ligger derhjemme og venter og jeg først kan lege med den når jeg kommer hjem!

Kom nu, PostDK!

onsdag den 30. juli 2014

Mission Gulvventilator

Dagen oprandt, hvor ekspeditionen efter det eftertragtede blæsebæst skulle stævne ud. Det var en varm dag, men den var ikke nær så fugtig som de foregående, og ekspeditionsdeltagerne var fortrøstningsfulde. Vejviseren var dog noget bekymret for, om det nu var muligt at opstøve den sjældne fangst, men kaptajnen var sikker i sin sag og fortsatte ufortrødent.

Det første vandhul de forsøgte sig ved viste sig at være tørret ind og ingen spor efter dyret var at se. Det var tydeligvis et stykke tid siden, der sidst havde været et forbi. "Nå ja," sagde kaptajnen, "det var vi jo også forberedte på. Vi prøver det næste sted, vi har hørt rygter om."

På vejen mod det næste vandhul mødte ekspeditionen venlige indfødte i flere landsbyer. De var godt nok langsomme, men ikke desto mindre kom vores helte hver gang af sted derfra med nye gaver. Lidt tøj, mad og sågar vand  fik holdet med i oppakningen, og de fortsatte jagten efter blæsebæstet med højt humør.

Ved det næste vandhul gik det dog galt. De mødte en venlig indfødt, der måtte meddele dem, at blæsebæsterne desværre var så tæt på udryddelse, at det ville blive meget, meget svært at finde et voksent eksemplar i den nærmeste fremtid. Ivrige jægere aflivede dem hurtigere end de kunne nå at formere sig, og bestanden led så forfærdeligt under det.

Slukørede måtte vores nu efterhånden hede helte acceptere, at deres eget blæsebæst ikke ville få selskab lige foreløbig og sætte kursen hjemad. Dette var dog naturligvis ikke uden problemer, idet fartøjet til hjemturen viste sig først at komme meget senere, og kaptajnen var efterhånden ved at have fået nok. Heldigvis havde vejviseren brede skuldre, og hun bar kaptajnens brok med værdighed.

Og nu til vejrprognosen for den næste måned:

Nattetemperaturerne vil svinge et sted mellem "varmt" og "hedt". De fleste dage vil temperaturen nå op på "uudholdelig".

Smeltede katte kan forekomme.

mandag den 28. juli 2014

Sarkastisk gensyn med ordnørderi

Jeg blev lige mindet om en af mine favorittumblrs, da en blogger jeg lige har siddet og læst hos nævnte, at hun elsker Twilight. Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig har læst bøgerne. Jeg har simpelthen ikke haft lyst bedømt ud fra, hvad jeg har hørt rundt omkring og de uddrag jeg har læst. Til gengæld er jeg supermeget en ordnørd og lidt en kælling, der godt kan lide at grine af andre. og det er der rig lejlighed til hos Reasoning With Vampires:



Hun har købt bøgerne og sprættet ryggen af dem for på den måde at være i stand til at scanne siderne ind og indsætte sine kommentarer på den originale tekst. De er derfor ikke skrevet ind og alle fejl og sære formuleringer er altså udelukkende Stephenie Meyers. Det er sarkasme på højt plan og ærligt talt hylemorsomt! Jeg tror, jeg ved, hvad de smeltende hede sommernætter skal bruges på de næste par døgn, når jeg alligevel ikke kan sove for varmen. Der er i øvrigt også en masse tips til korrekt engelsk, som regel givet ud fra "This is what you shouldn't do" markeret i teksten og derefter rettet. Jeg tror, det er det tætteste, jeg nogensinde kommer på at læse Twilight.

Jagten på udholdeligheden

Det er vist ikke rigtigt undsluppet nogens opmærksomhed, at Danmark bager i øjeblikket. Det har ikke været det store problem for mig herhjemme, før min mor flyttede ind, for når man bor alene er en ventilator et helt fint antal ventilatorer. Men nu bor min mor her jo, og så går det hen og bliver problematisk. For jeg vil helst sidde og slappe af ovenpå med computeren i skødet, men min mor foretrækker at sidde nedenunder ved spisebordet. Og så går "Antal ventilatorer: 1" hen og bliver gevaldigt i underkanten af det ønskede. Det samme om natten, hvor den nu drejer fra side til side, så vi begge kan få lidt luft. Dvs. vi kun hver får halvt så meget luft som vi kunne ønske.

Så sidder du nok og tænker "Hvorfor køber I ikke bare en til?", og det er også et ganske glimrende spørgsmål. Vi er desværre bare ikke de eneste der har fået den idé, at alle de steder i Odense jeg indtil videre har tjekket på nettet har der enten ikke været den slags vi vil have (bordventilatorer er bare så fesne!), eller også er de udsolgt. Og det her er bare så meget ikke lige vejret til at skulle ture hele Odense rundt i bus i jagten på en ventilator.

Offentlig transport er ikke lige sådan specielt tiltalende normalt, og her i juli har Fynbus besluttet, at det da er en god idé at pine deres kunder. For det første, så går der som sædvanlig ingen af pendlerafgangene hele juli, så der er ca. det halve antal afgange med 20 min mellem hver afgang når de kører oftest. Derudover er der flere af busserne, der kører med lukkede vinduer og, i visse tilfælde, med radiatorerne tændt?! Hvad fanden går det lige ud på?! Læg dertil, at Fynbus bare helt generelt altid sætter en ære i at deres busser ikke skal passe sammen. Fuck dig, Fynbus, din so!

Så vi vil helst være nogenlunde sikre på kun at skulle et sted hen, for at mindske vores egne pinsler, og det er nettet bare ikke en skid behjælpelig med lige nu *suk* Eller jo, har faktisk fundet flere hjemmesider der havde dem på lager, men så får vi den jo først om flere dage. Det ender nok med det. Æv.

Hvor er du, min nye bedste ven?

lørdag den 26. juli 2014

Jeg er 84 år ...

Altså, sådan rent mentalt. Nogle gange. Som f. eks. i aften, hvor jeg glædede mig til medister med nye kartofler og stuvet hvidkål, Fætrene på Torndal og Kriminalkommissær Barnaby. Hjemme. På en lørdag aften ...

Jeg kunne forsøge at skyde skylden på min mor, der som bekendt bor her lige nu, men ... Altså, det ved vi jo godt ikke passer, ik'? Det er jo trods alt ikke hende, der tvinger mig til at strikke, brodere, bage kage eller elske gamle danske film og kriminalkommissæren. Eller har indført den lille, gamle hund eller de tre katte. Jeg er nemlig ikke bare ældgammel mentalt, jeg er også efterhånden godt i gang med at udvikle mig til den klassiske crazy cat lady. Forvent kattebilleder i fremtiden.


Man skal ikke have været væk i mange sekunder, før stolen og luften er stjålet.

Den dag min mor flyttede ind

Der var engang en kvinde, der sent i livet valgte at uddanne sig til socialpædagog. Da hun var færdig stak hun til Grønland og blev der de næste 9 år ...

Den kvinde er min mor, og nu er hun altså kommet hjem igen. Til kaos og vrøvl og bøvl, så det er lige før hun længes tilbage til Grønland. Stort set alle de planer hun havde for sted at bo osv. er faldet igennem, men så er det jo godt, at hun har så smuk og talentfuld (ahem) datter, hun kan bo hos. Mit hus egner sig godt nok ikke ret godt til 2, men hvad gør man ikke for sin mor?

Så vi hygger og får det bedste ud af det, og nu er vi så gået i gang med at forsøge at finde hende et arbejde. Det skal nok blive sjovt, når der ikke er nogle af os, der har erfaring med den proces. Min mor har altid bare haft et på hånden de få gange hun har haft brug for et nyt, så hele møllen man skal igennem med jobnet osv. i dag er helt ny fra hende. Og så er hun ikke just bedste venner med computere, så jeg må jævnligt mægle. Hvilket giver anledning til mange grin og rullende øjne.

Til gengæld er der godt gang i den gode mad, og det er ren luksus, at der bare er morgenmad når jeg bliver vækket af hende og min gamle hund.

Jow, jow, det hele går jo. Endda også godt.

Min gamle mor med min gamle hund.